Dagbog
På denne side vil vi løbende lægge billeder og historier ind fra prøverne på Skyggen af Kain samt den kommende turné.
Så kig herind og følg med i skabelsesprocessen samt vores møde med publikum.


Læs tidligere dagbogsnotater:
10. april 2010 / Øyvind Kirchhoff skriver:

Vi nærmer os vores afslutning på fængselsturneen og slutter af med  Statsfængslet  Midtjylland. Vores præst har jeg talt med i telefonen. Hun virker stille og rolig og har spurgt pænt til vores navne, altså, hvem vi er og hvor mange vi kommer. Jeg har bedt Marie sende vores navne til fængslet (en procedure der er helt normal), men præstens attitude er næsten for afslappet - ja hvis I ikke når at sende navnene, går det vel også. Efter besøg på de seneste to åbne fængsler,  hvor vi nærmest bare kørte ind uden bomme og kontrol, ja så fornemmer vi nærmest, at vi her skal slutte af  i blide og rolige omgivelser med sol og forår, som det har været de sidste par dage i Jylland…..men sådan skulle det bestemt ikke være.

Midt i skoven ligger Statsfængslet  Midtjylland. Vi er i Hedeland. Der er lyng og bart og grantræer og her minder lidt om Sverige. Her er fredeligt og en lille bom  er den eneste afspærring ind til fængslet, det  er det åbne  fængsel vel af mærke, finder vi ud af, og det er ikke her, vi skal spille.

Vi bliver bedt om at køre videre forbi den røde smukke lille norske kirke, foldboldbanen til højre og to hvide ganske smukke og åbne bygninger, der vender ud til træer og grønne arealer - og ja jeg er selv noget chokeret, da vi kører ind på et fladt område, hvor helt nye grønne hegn skyder op og lukker sig om nogle kolde sorte barakker med løbegårde, massive gitrer for  vinduerne og kameraer, der peger mod os. Vi er ventet og portene glider op. Vi kører gennem ingenmandsland - og igen åbnes porte - og vi bliver mødt af betjente, der fører os ind. Navne bliver tjekket - bilen undersøgt med spejle indeni, ovenpå og nedenunder.  Mobiltelefoner bliver høfligt konfiskeret, så er vi tilbage i de lukkede afdelinger igen.

Men jeg er faktisk lidt bange. Først var det Kristian, som ikke var glad for at spille på de lukkede afdelinger, som jo faktisk er farlige og som vi jo  ikke skulle spille for, ikke måtte! Senere var det Matias, som i Nyborg blandt rockere og hårde kriminelle var lettere rædselsslagen og nu er det mig. Hegnene har skræmt mig, er de virkelig så farlige de indsatte her? 


Præsten taler om, at der kommer mange. Puha, det er mig der møder dem alle første gang i mørke i en meters afstand i et lille intimt telt. Jeg er prøveballonen for deres humør og sindelag, der som regel ikke er særlig stabilt. Det er mig, der skal indfange dem, få dem til at lytte og digte med - få dem til at føle og få dem til at holde kæft, når mørket nu om 10 sekunder lægger sig og de sidder sammen og måske allerhelst  vil fnise, grine, have det sjovt, drikke bajere, gejle hinanden op og se fodbold og kvinder. Eller at ryge i totterne på hinanden i mørket og bruge teaterforestillingen til helt andre ubehagelige dagsordener, hvor vi blot er statister. I stedet møder de fire dengse drenge, der rent faktisk provokerer, råber dem op i ansigtet og taler om skyld, ondskab, råhed, straf og kulde, som vidste vi bedre end dem, der sidder her og ånder stedets uhygge og ikke aner hvad de går ind til. Lider disse mennesker ikke nok i forvejen? Har de ikke også brug for lidt sjov, lidt adspredelse, lidt lethed og bare for en kort stund glemme deres historie, for her er hverken sjovt, fisse eller hornmusik, her er kun ensomhed og total fangenskab.

Mørket lægger sig, jeg knytter hænderne, lyset tændes, jeg kikker op og ser tre uniformerede betjente og hører mumlen af mandestemmer, som tier.  Så går jeg i gang….

Efter forestillingen møder vi deres ansigter og deres håndtryk. En finger der peger op ad. En sjov bemærkning. De griner, de har fået en oplevelse og en god af slagsen. Præsten fortæller os igen og igen, at denne historie er vigtig, også selvom den er grum og ubehagelig for netop de indsatte. Jeg føler, at de kan mærke, at vi giver dem noget med vores fysik og arbejde og er taknemmelige for at vi ser dem og møder dem.