Om Det Olske Orkester
Teatret Det Olske Orkester blev stiftet i maj 2008 af instruktør Lotte Faarup og skuespiller Øyvind Kirchhoff.

Det er Det Olske Orkesters hensigt, at skabe teaterforestillinger inden for en skarp og eksperimenterende teaterform der inddrager så vel den stærke historie, det fysiske sprog, det visuelle udtryk og det musikalske element. Vi ønsker at arbejde både med børne-, ungdoms- og voksenteater.


Ved teatrets stiftelse blev følgende manifest skrevet:

Manifest

Ind i kunsten
Kunst har for os at gøre med en kombination af dybt seriøst håndværk og stor sjælelig generøsitet. Håndværk handler om øvelse, livslang øvelse, mange stædige gentagelser; at blive ved med at opsøge det, der endnu ikke mestres med det absolut sublime resultat som fokus.
Sjælelig generøsitet handler om den enkelte kunstners evne til at stille sit indre til rådighed for den kunstneriske proces - både i forhold til sig selv og i mødet med andre.
Når det lykkes at forene disse to, er vejen lagt for at grave sig helt ind til det øjeblik, den tilstand, det NU som kunsten handler om og som vi alle sammen dybest set længes efter at opleve.



Ud i forsøget
Kunsten har brug for forsøg for at kunne flytte sig. Når vi sætter os for at undersøge noget, tvinges den kunstneriske proces et andet sted hen, end der hvor kun den rationelle tankegang bestemmer. Et virkeligt forsøg forhindrer den forudsigelige og fordomsfulde løsning, fordi vi sætter os i en ukendt situation. For at navigere der, tvinges vi til at være åbne, nysgerrige og ydmyge over for opgaven og det vil - hvis vi ellers har investeret både håndværk og sjæl - uvægerligt få os til at flytte os kunstnerisk.